KatteMagasinet – nyt koncept fra 2019

Fra KM 1-19 ændres konceptet for Kattemagasinet. Dels er det tiltagende svært at skaffe både stof og arbejdende kræfter til at holde KM kørende i den gammelkendte version, og dels har sommerens strukturdebatmøder vist at der fra flere sider ønskes et blad, der er mere tiltalende for familien Danmark. Det prøver vi nu at gøre noget ved, så vi også fremadrettet kan have et Kattemagasin, for skal vi være helt ærlige så vil der fremover ikke være noget Kattemagasin uden en radikal ændring.

Derfor indgår vi samarbejde med Min Ven Katten, der gennem mange år har udgivet et nydeligt og velfungerende blad om katte. Der er tale om en et-årig forsøgsperiode, hvorefter det vurderes om begge parter er så tilfredse med løsningen, at den kan fortsætte. Begge parter får herved langt flere læsere end de har nu. Hvor Kattemagasinet har haft overordentligt svært ved at sælge annoncer, går det langt bedre for MVK; der hermed endda får en øget læserskare at henvise til når der skal sælges annoncer. Vi kommer til at ligge i den bagerste halvdel af bladet, der på forsiden tydeligt vil vise, at der er tale om et fællesblad. Der vil fortsat være 2 klubsider pr. hovedklub. Der vil være enkelte artikler og fotoreportager som vi kender det nu; men som udgangspunkt bortfalder titelgalleriet, da det optager relativt mange sider. Som udgangspunkt har vi købt os ind med ialt 16 sider pr. nummer.

Både MVK og FD får herved kontakt med en øget potentiel læserskare. Familien Danmark kan forhåbentlig få et tiltalende indtryk af racekattesporten, og FD medlemmerne kan få et indtryk af livet for katte, der har fået knap så heldigt et lod i livet. For begge foreningers vedkommende må man gå ud fra, at muligheden for øget læserskare kun kan være en fordel, og for læsernes vedkommende forhåbentlig til inspiration.

Hvis du har betalt for Kattemagasinet for 2019 får du altså det fulde blad tilsendt – en trykt udgave der består af både MVK og FD materiale. Hvis du nøjes med at læse KM i digital version, vil du kun kunne læse FD delen af bladet.

Vi ønsker jer fortsat god læselyst om vores fælles interesse: Katte.