Bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af katte

Den 1. juli 2023 trådte ovennævnte bekendtgørelse i kraft, og dermed blev der fra Fødevareministeriets side fastlagt en række krav til hvordan vi holder vores katte, hvad enten vi har kælekatte eller har et opdræt af katte.

Mange af disse krav falder i tråd med de regler, der foreligger fra FIFes side, og bør derfor ikke udgøre nogen udfordring for jer, der er medlem af en hovedklub under Felis Danica. I bør naturligvis grundigt gennemlæse selve bekendtgørelsen, men nedenfor kommer en række af de ting, I specifikt bør være opmærksomme på.

Definitioner i bekendtgørelsen

Erhvervsmæssigt opdræt af katte

Der er nu kommet en klar definition af, hvornår et opdræt af Fødevareministeriet opfattes som "Erhvervsmæssigt opdræt af katte":

  • Indendørs opdræt, hvor der er avlet fem eller flere kuld killinger inden for de seneste 12 måneder

Bemærk i denne forbindelse, at denne definition alene gælder i forhold til denne bekendtgørelse og dette ministerium. Den er ikke gældende for fx SKAT, og ændrer ikke på at alle opdræt som udgangspunkt er erhverv i forbindelse med salg af katte og killinger.

"Bure" og "Anlæg"

Det er vigtigt at bemærke, at det ikke er tilladt at holde katte i bur! Bure defineres som:

  • et aflukke, hvor tilsyn, håndtering og lignende af dyrene foregår udefra, og som ikke opfylder minimumskravene til størrelsen af opholdsrum

Anlæg er derimod defineret som:

  • Enhver form for afgrænset område, som ikke er en del af en privat bolig, herunder lokaler, opholdsrum, isolationsrum og indendørs løbegårde, der permanent eller midlertidigt er indrettet til opholdsrum eller opholdsareal for katte

Bur-hold er altså absolut forbudt som fast bolig - det er dog helt i orden, at katten er i bur under transport, på udstillinger, hos dyrlæge eller lignende. Buret skal have en fast bund samt en passende størrelse, så katten kan rejse og lægge sig uden besvær. Buret skal om nødvendigt være forsynet med kattebakke.

Læs bekendtgørelsen grundigt igennem. Skal du iflg kravene registreres i Fødevarestyrelsen, så skal du være opmærksom på, at der pt. (oktober 2023) ikke findes en færdig procedure på Fødevarestyrelsens hjemmesiden, så vi har modtaget nedenståendeinformation:

***

I kan læse om dette på Fødevarestyrelsens hjemmeside under Katterier - her finder I også link til den ansøgning, I skal udfylde på Virk.dk.

Med hensyn til uddannelsen, som kræves jfr. bekendtgørelse, så husk, at I kan få dispensation på baggrund af jeres erfaring som opdrættere. Felis Danica udfærdiger en bekræftelse af jeres stamnavn og opdrættets varighed, hvis I sender en mail til formand@felisdanica.dk.  Hvis I har Felis Danicas Diplomopdrætteruddannelse bør den række - dog skal I være opmærksomme på, at uddannelsen er ændret efter at bekendtgørelsen kom ud. FD har fået godkendt vores kattepasseruddannelse, som indgår i den nuværende diplomopdrætteruddannelse. Kontakt Mentorrådet, hvis du er i tvivl.