Forskellige former for udstilling

Hvis du ser på indbydelsen (ofte kaldet spiseseddel) til en udstilling, står der, hvilken type udstilling det er. Som regel er det en ”international udstilling”, men du kan også komme ud for, der står ”national udstilling” samt et par andre typer. Nedenfor er beskrevet de enkelte typer udstillinger.
Ud over nedenstående regler er der også regler for, hvad der kræves af klubben. Under ”Udstillingsregler” finder du samtlige regler.

International udstilling

For at en udstilling kan kaldes ”international”, skal være mindst 150 katte tilmeldt og de skal være skrevet i kataloget. Er der færre end 150, ”overføres” udstillingen til betegnelsen ”national”. Der skal være en eller flere internationale dommere er til stedet. Mindst en af dem skal være fra udlandet. Der skal også være dyrlægecheck ved indgangen og at man skal, under selve udstillingen, kunne få kontakt til en dyrlæge. Kattene skal være vaccineret jf. de veterinære bestemmelser.

National udstilling

På en national udstilling skal der være mindst 80 katte tilmeldt og de skal være skrevet i kataloget. Højeste klasser, der kan tilmeldes, er CAC og CAP. Der skal også være dyrlægecheck. Alle dommerne skal være internationale dommere.

Hobbyudstilling

Specialklubberne, studiekredse og andre interessenter arrangerer hobbyudstillinger for at ”markedsføre” deres race og for at gøre opmærksom på racekatte generelt. På en hobbyudstilling må der ikke dømmes efter de internationale regler. Kreativiteten er stor mht. præmiering, her er mulighed for at vinde en præmie for ”mest blåøjede”, ”længste ører”, sødeste killing mmm. Der plejer at være god tid til at hygge og snakke, da der ingen certifikater er på spil.

Specialshow

På nogle udstillinger reklameres der for specialshow for en bestemt race. Det kan være en specialklub, der har aftalt med en hovedklub at skulle holde et specialshow for deres race. Der er ingen regler for et specialshow, så der kan alt ske. Normalt er racen tilmeldt sin normale klasse og derudover kan der være arrangeret fremvisning af racen.

Verdensudstilling

Hvert år arrangeres en verdensudstilling, som er flagskibet af alle udstillinger. Ikke alle katte kan deltage, katten skal nemlig være kvalificeret gennem 13 måneder for at kunne deltage. Se kvalifikationerne i ”Udstillingsregler”.