Hvilke krav skal katten opfylde?

FIFe & Felis Danicas udstillingsregler §1.8, litra c om vaccination siger følgende:

  • at kattene er blevet vaccineret af en dyrlæge i henhold til det enkelte lands veterinære bestemmelser mod panleukopeni (kattesyge) og katteinfluenza, og har fået de krævede revaccinationer mindst 15 dage før udstillingen. Gyldighedsperioden for vaccinationen angives af dyrlægen i enten kæledyrspasset eller på vaccinationsattesten.

Vaccination mod rabies skal være ifølge de nationale love.

Danmark

Skal du udstille i Danmark vil det sige, at der skal gå minimum 15 dage fra sidste vaccination mod kattesyge og -influenza, til du kan udstille din kat.

Du kan ofte på den arrangerende klubs hjemmeside kunne læse, hvilken dato vaccinationer senest må være foretaget. Dette gælder både for 1. gangs vaccinationer af killinger og for revaccinationer.

Desuden gælder det, at det er dyrlægen som angiver i kæledyrspasset eller på vaccinationsattesten, hvor længe vaccinationen er gyldig. Gyldighedsperioden afhænger af vaccineproducentens anbefalinger.
Du kan derfor komme ud for, at nogle vacciner mod kattesyge og -influenza har en gyldighed på 2 år, mens andre har en gyldighed på 1 år.

Vaccinationsattesten kan være bagsiden af stamtavlen, en sundhedsbog eller blot en vaccinationsattest. Det vigtigste er, at kattens fulde navn, race og fødselsdato nemt kan aflæses.

Udlandet 

Skal du på udstilling i udlandet, gælder der de samme spilleregler som beskrevet ovenfor med hensyn til kattesyge og -influenza.

Når det gælder vaccination mod rabies, så skal du være opmærksom på, at det er de nationale regler i det land hvor du vil udstille, som du skal følge.

Inden du tilmelder dig en udstilling i udlandet, så gå ind på den arrangerende klubs hjemmeside og læs hvilke regler der er vedr. rabiesvaccination. Kan du ikke se reglerne, så kontakt den arrangerende klub og hør nærmere om hvilke regler der er.

Det er ikke nok, at din dyrlæge i kattens pas eller på vaccinationsattesten har skrevet at vaccinationen er gyldig i f.eks. 3 år, hvis der samtidig i det land hvor du ønsker at udstille, er en national regel der kræver at katte skal revaccineres mod rabies hvert år.

Skal du udstille i EU gælder der som udgangspunkt samme regler for indrejse, og du kan med fordel gå ind på Fødevarestyrelsens hjemmeside og læse hvilke krav der er vedr. rabiesvaccination.