§1 Formålsparagraf for specialklub under FD
Klubbens hovedformål er at arbejde for specielle racers/farvevarianters udbredelse og standardmæssige højnelse.

§2 Vedr. optagelse som specialklub under FD
SPK skal fremsende skriftlig ansøgning, indeholdende deres love, bestyrelsesliste samt medlemsliste.
Lovene skal godkendes af FD.
En specialklub kan ikke godkendes, hvis der i forvejen er godkendt en specialklub for de(n) pågældende race(r)/farvevariant(er).

§3 Specialklubbens evt. vedtægtsændringer skal indsendes og godkendes af FD
Ved ændringer i bestyrelsen indsendes disse til FD’s sekretær. Medlemstal/medlemsliste med navn og adresseoplysninger skal hvert år senest 31. december indsendes til FD’s sekretær.

§4
For optagelse skal en SPK-klub have mindst 20 hovedmedlemmer. Kommer en klub under dette medlemstal, annulleres optagelsen med virkning pr. 31/12 samme år. Dispensation kan gives for 2 år ad gangen.

§5
Stk. 1: SPK-medlemmer kan være medlemmer af en FD-hovedklub med adgang til alle normale FD serviceydelser eller kun medlem af SPK, kun med ret til deltagelse i aktiviteter i SPK og FD-hovedklubbernes åbne medlemsmøder.
Stk. 2: Personer, der ekskluderes af en af FD's hovedklubber, kan ikke være medlem af en FD SPK.
Stk. 3: Personer, der på grund af karantæne er udelukket fra alle FD ydelser, kan under karantænen heller ikke modtage ydelser fra en FD SPK.
Stk. 4: Hver SPK indbetaler hvert år et beløb fastsat af Plenarforsamlingen til FD senest 31. januar. SPK, der ikke senest på plenarforsamlingen har indbetalt gebyret, mister rettighederne til en hver form for serviceydelser fra FD.

§6
Stk. 1: Et flertal af SPK bestyrelse - herunder formanden - skal være medlem af en FD hovedklub.
Stk. 2: Medlemmer af en SPK bestyrelse, skal være medlem af en FD hovedklub, såfremt de har opdræt.

§7
Hver SPK udpeger 1 kontaktperson, som er medlem af en FD hovedklub. SPK er forpligtet til straks at informere FD i tilfælde af ændring af klubbens kontaktperson.
Kontaktpersoner kan henvende sig skriftligt direkte til FD ved kontakt til FDs sekretær med spørgsmål og forslag af SPK-lov/avls-/race-/standardmæssige karakter. Disse henvendelser vil blive behandlet på et FU-møde, og FU kan til yderligere belysning af sagen indkalde kontaktpersonen, evt. med en rådgiver til deltagelse i mødet vedr. den specifikke sag.
I sager, der skal behandles på FIFé-GF sender FU sagen direkte til afstemning på FD-plenarforsamling.
Egne udgifter i forbindelse med møder afholdes af SPK.

§8
Der vil være taleret på plenarforsamlingen (vedr. SPK-anliggender), men ikke stemmeret.

§9
Ændringer i Regler vedrørende specialklubber kan kun foretages på en plenarforsamling efter forudgående møde mellem FU og SPK, hvor et flertal af de fremmødte SPK har godkendt ændringen. Dette møde skal indkaldes med mindst 1 måneds varsel.

Ændret på Plenarforsamlingen den 28. februar 2010