Felis Danicas præciseringer af FIFes Avls- og registreringsregler

1. Ændringer og tilføjelser
Alle ændringer og tilføjelser til Felis Danicas Nationale Stambogsføringsregler skal vedtages på en Plenarforsamling.

2. Registrering af kuld
Ved registrering af kuld skal opdrætteren være medlem af en Felis Danica tilsluttet hovedklub.
Hele kuldet skal registreres samtidigt. Opdrætteren må ikke udelade nogen killing eller kuld fra registrering. (FIFes Avls- & registreringsregler §5.1.1)
Avlskatte skal være identificerede med chip eller tatovering inden parringen.
Hvis avlskatten ikke er identificeret jf. FIFes Avls- & registreringsregler §3.4 udstedes der stamtavler med avlsforbud.

2.1 Hunkatte
Hunkatten skal være registreret i Felis Danicas stambog, FDkat, og være ejet af et medlem af en Felis Danica tilsluttet hovedklub. Registrering i FDkat skal ske inden første parring. Hvis en hunkat ejes af flere personer, skal alle ejere, der er medlem af en Felis Danica tilsluttet hovedklub, være registreret som ejer i FDkat. Alle registrerede ejere kan disponere over katten.

Overdrages katten til anden ejer, som er medlem i en Felis Danica tilsluttet hovedklub, har ejer pligt til at ejerskifte hunkatten i FDkat senest 30 dage efter overdragelsen. Dette forudsætter, at hunkatten er chipmærket ved overdragelsen til ny ejer.

En Felis Danica registreret hunkat må parres frit med registrerede hankatte, uanset hvilket forbund/organisation hankatten er registreret i. Opdrætteren er selv ansvarlig for, inden parring, at kontrollere med Felis Danica, at hankattens stamtavle kan udløse en registrering af afkom i Felis Danica. Hankatten skal være registreret i FDkat, før der kan ansøges om stamtavler.

2.2 Hankatte
Ejeren af en Felis Danica registreret hankat skal være medlem af en Felis Danica tilsluttet hovedklub.
Hankatten skal være registreret i Felis Danicas stambog, FDkat, hvis den ejes af et medlem af en Felis Danica tilsluttet hovedklub. Registrering i FDkat skal finde sted inden hankatten parrer første gang.

Hankatte må ikke tilbydes eller udlånes til opdræt af ikke-registrerede killinger, dvs. hvor hunkatteejeren ikke er tilknyttet et stambogsførende forbund  (FIFes Avls- og Registreringsregler § 3.2).

Alle hankatte ejere som er medlem af en Felis Danica tilsluttet hovedklub er forpligtet til at attestere hankattens avlstjeneste.

Hvis hankatten ejes af et medlem af en Felis Danica tilsluttet hovedklub, skal attesteringen ske via FDkat. Hvis hankatten ejes af flere personer, der er medlem af en Felis Danica tilsluttet hovedklub, skal dette fremgå af FDkat, hvorefter enhver af de registrerede ejere kan attestere hankattens avlstjeneste. Overdrages katten til anden ejer, som er medlem i en Felis Danica tilsluttet hovedklub, har ejer pligt til at ejerskifte hankatten i FDkat senest 30 dage efter overdragelsen. Dette forudsætter, at hankatten er chipmærket ved overdragelsen til ny ejer.

Ved brug af hankat registreret hos et andet FIFe medlem eller anden organisation skal parringsattest samt kopi af hankattens stamtavle indsendes til registrering i FDkat. Der kan først ansøges om stamtavler, når registrering er foretaget.

2.3 Registrering
Stamtavlerekvisitionen skal være fremsendt til egen hovedklub via FDkat , senest når kuldet er 10 måneder. Alle nødvendige attester på han- og hunkat skal være registreret i FDkat inden rekvisitionen fremsendes. Såfremt hunkatteejer ikke har eget stamnavn, fremsendes en rekvisition til egen hovedklubs stambogssekretær på en af Felis Danica godkendt stamtavlerekvisition.

2.3.2 Attester

For han- og hunkatte, som ikke tidligere har fået afkom registreret i Felis Danica, skal der inden stamtavler kan rekvireres, registreres FD Sundhedsattest i FDkat.

Den trykte attest på omslaget af kattens stamtavle skal anvendes. Alternativt kan den tilsvarende attest, som hentes fra Felis Danicas hjemmeside, anvendes. Ikke-redaktionelle ændringer af denne attest skal godkendes på en plenarforsamling.

På attesterne skal kattens fuldstændige navn, registreringsnummer og ID-mærkning være påført.

For hankatte, der ikke har Felis Danica stamtavle, skal der leveres dyrlægeattest som viser, at katten ikke har navlebrok, og at den har normale og korrekt placerede testikler. Er hankatten hvid (EMS w) skal attesten bekræfte, at katten er hørende. Attesten skal være udformet på dansk, norsk, svensk eller et af de 3 FIFe sprog (engelsk, tysk, fransk).

Såfremt der ikke kan fremlægges disse attester, registreres samtlige killinger med avlsforbud, som ikke kan ophæves.

2.3.3 Rekvirering af stamtavler
a) Stamtavler rekvireres via FDkat (www.fdkat.dk) og udarbejdes af Felis Danicas stambogsfører. For at kunne anvende FDkat skal opdrætter være registreret som medlem af en Felis Danica tilsluttet hovedklub. Al henvendelse vedr. FDkat sker til egen hovedklubs stambogssekretær.
b) Attester i henhold til §2.3.2 skal registreres i FDkat inden en kat første gang bruges til opdræt.
c) Ved parring med en hankat registreret i et andet forbund/organisation, skal kopi af hankattens stamtavle indsendes til registrering via egen hovedklubs stambogssekretær inden stamtavler kan rekvireres.

Jf. FIFes Avls- & registreringsregler §3.4 kræves ikke ID mærkning for hankatte der ikke er registreret hos et FIFe medlem.

2.3.4 Tilladte antal kuld og begrænsninger ved kejsersnit
Ved ansøgning om stamtavler påser Felis Danicas stambogsfører at bestemmelserne i FIFe’s Avls- og registreringsregler §3.3 vedrørende kuldhyppighed (pt. 3 kuld per 24 mdr.) overholdes.
Et kuld er i denne sammenhæng 1 eller flere killinger.
Opdrætterens første overtrædelse heraf, medfører at stamtavlerne udfærdiges til dobbelt takst. Yderligere tilfælde medfører at stamtavlerne udfærdiges til femdobbelt takst.
Overtrædelse af denne regel vil desuden medføre at sagen vil blive forelagt Felis Danicas Forretningsudvalg til individuel vurdering.
Opdrætteren har ansvar for at bestemmelserne i FIFe’s Avls- og registreringsregler §3.3 vedrørende hunkatte med behov for gentagne kejsersnit overholdes, og skal registrere foretagne kejsersnit i forbindelse med kuldregistrering i FDkat. En hunkat skal tages ud af avlen 2. gang den får foretaget kejsersnit.

2.3.5 Avlsforbud
I forbindelse med registrering, har opdrætteren mulighed for at sætte avlsforbud på en eller flere killinger i kuldet. Det er kun opdrætteren, der kan ophæve avlsforbudet skriftligt mod betaling af gældende gebyr.
Ansøgning om ophævelse af avlsforbud skal ske via FDkat. Hvis katten er registreret med avlsforbud tilføjes der på stamtavlen, i feltet med stambogsførerens bemærkninger, følgende tekst: ”MÅ IKKE ANVENDES I AVL / NOT ALLOWED FOR BREEDING - OPDRÆTTERS VALG”.

2.3.6 Registrering af BSH/BLH kuld
Alle hankatte af racen British Shorthair/Longhair skal være HCM scannet med resultat normal før tidspunkt for parring. Scanningen må på tidspunktet for parringen højst være:
- 12 måneder gammel for katte yngre end 4 år.
- 24 måneder gammel for katte, der er 4 år eller ældre.

Katte som er scannet normal efter det fyldte 7. år behøver ikke fremadrettet indsende fornyet scanningsattest.
Scanningsattest skal fremsendes sammen med stamtavlerekvisitionens øvrige attester.
Af scanningsattesten skal fremgå følgende: Kattens fuldstændige navn, registreringsnummer, og ID-mærkning.
Attesten skal være Felis Danicas HCM attest. For udenlandsk ejede hankatte, kan der anvendes en anden, tilsvarende, attest.
Scanningen skal, for katte ejet af opdrættere bosat i Danmark, være udført af en dyrlæge der er medlem af Ekkogruppen.

2.4 Utilsigtede kuld
Kuld efter en Felis Danica-registreret hunkat og en ikke-registreret hankat (fx en huskat) skal registreres i FD’s stambog under hunkatten.
Samtlige informationer om killingerne registreres (antal, køn, farve, fødselsdato samt far, hvis kendt).
Prisen for en sådan registrering er kroner 0,-.
Der udstedes ikke stamtavler, men der foretages udelukkende registrering.
Såfremt kuldets ejer efterfølgende opnår Avlsrådets godkendelse til at anvende en af killingerne i et avlsprogram, kan der udstedes RIEX XLH/XSH stamtavle til den pågældende killing til gældende takst på rekvisitionstidspunktet.

2.5 Foderværtsaftale

Hvis en kat af dens ejer placeres hos en såkaldt Fodervært, skal der mellem ejer (sælger) og fodervært udarbejdes en fyldestgørende aftale. Denne aftale skal som minimum indholde:
  • En præcis opgørelse af værdien af aftalen for begge parter
  • En klar fastsættelse af varigheden af aftalen, herunder antal parringer for hankatte eller kuld for hunkatte.
  • En frikøbsklausul, som giver foderværten mulighed for at købe sig fri af aftalen før tid, og samtidig erhverve fuldt ejerskab over katten. Frikøbsbeløbet skal procentuelt reduceres i forhold til den tid aftalen har løbet, og det antal parringer eller kuld, som foderværten har leveret.
Felis Danicas Foderværtsaftale kan med fordel benyttes.
En Fodervært forstås i denne sammenhæng som en person, der modtager en kat i sin varetægt med det for øje, at ejendomsretten over katten overgår til foderværten på et senere tidspunkt, efter at de i foderværtsaftalen anførte betingelser er opfyldt.
§2.5 træder i kraft pr. 1.1.2022.

3. Regler for killingernes navn
a) Katten registreres med: Stamnavn, navn, køn, race og farve (i henhold FIFe EMS), Felis Danicas registreringsnummer samt fødselsdato.
b) <slettet>
c) Kattenavne må bestå af i alt max. 35 anslag incl. stamnavnet. (1 anslag= 1 berøring af tastatur, inkl. mellemrum og specialtegn.)
 <bemærk: i beregning af stamnavnets længde indgår ikke et evt. foranstillet "DK ">
d) Hvert navn kan kun benyttes en gang af samme opdrætter.

4. Import eller overførsel
Ved import eller overførsel af kat fra en anden FIFe organisation eller ikke FIFe organisation, indsendes original stamtavle og transfer fra den organisation, samt en af Felis Danica godkendt importrekvisition, hvorfra katten ønskes overført fra, til Felis Danica via egen hovedklubs stambogssekretær til Felis Danicas stambogsfører.
Stamtavler udstedes på grundlag af de indsendte oplysninger (stamtavle, transfer m.m.).
Titler på forfædre bibeholdes og det markeres i hvilke organisation titlerne er opnået. Titlerne registreres, som de er på import tidspunktet.
Importøren er selv ansvarlig for at fremskaffe manglende information jf. FIFes Avls- & registreringsregler §4.5. Yderligere oplysninger skal fremskaffes fra valide kilder (skrivelser fra andre organisationer). Oplysninger indhentet på internettet, fra opdrættere mv. accepteres ikke.

Ved import af katte, hvor der er racekryds i stamtavlen der ikke er re-registreret i henhold til FIFes Avls- & registreringsregler §9.1.3, registreres disse som XLH/XSH med målrace. Sådanne kan udstilles i Klasse 13b efter registrering i Felis Danicas stambog, med henblik på re-registrering.

4.1 Import fra anden FIFe organisation
Felis Danica udsteder efterfølgende en ny stamtavle i henhold til gældende regler.
Fejl og overtrædelser af FIFes Avls- & registreringsregler korrigeres og det eksporterende medlem orienteres om korrektionen.

4.2 Import fra en ikke-FIFe organisation
Ved import eller overførsel af en kat fra en ikke-FIFe tilsluttet organisation eller klub kræves, at katten har en certificeret stamtavle.
Registrering i Felis Danicas stambog af importerede katte med originalstamtavler fra andre organisationer/forbund kan, hvis stambogsføreren skønner det nødvendigt, gøres betinget af en godkendelse fra Felis Danicas Avlsråd.

Registreringen i Felis Danicas stambog sker i henhold til FIFes Avls- & registreringsregler. Hvis den oprindelige registreringen afviger fra FIFes Avls- & registreringsregler, vil stamtavlen blive udfærdiget så den følger FIFes Avls- & registreringsregler.

5. Stamtavlen
Stamtavlen udstedes på grundlag af oplysningerne på stamtavlerekvisitionen og tidligere registreringer i Felis Danicas stambog.
Stamtavlerne udstedes først når samtlige informationer (inkl. attester og identifikationsnumre) er stambogsføreren i hænde og prisen for stamtavlerne udregnes i forhold til dette tidspunkt.
Katte som er opdrættet af et medlem af en Felis Danica tilsluttet klub og første gang er registreret i Felis Danicas stambog, kan kun have Felis Danica registreringsnummeret påført stamtavlen.
Katte eksporteret fra Felis Danica: Hvis katten findes i stamtavlen på en importeret kat, og katten, efter at være eksporteret under sin Felis Danica identitet, har fået et nyt registreringsnummer, enten hos et andet FIFe medlem eller i andre forbund/organisationer, så skal både det oprindelige Felis Danica registreringsnummer samt det efterfølgende stambogsnummer registreres i stambogen.
Ethvert medlem af en Felis Danica tilsluttet klub er forpligtet til at lade stamtavle medfølge enhver racekat, der af vedkommende overdrages – uanset om det drejer sig om salg, gave m.v.

5.1 Ændringer i stamtavlen
5.1.1 Ændring af kattens navn/køn

Kattens først registrerede navn kan ændres af opdrætteren indtil katten er fyldt 6 mdr., mod betaling af gældende gebyr under forudsætning af at katten endnu ikke har opnået en titel.
Herefter kan kattens registrerede navn kun ændres, såfremt der er sket en fejl ved kønsbestemmelsen.

6. Eksport
Ved overdragelse af kat til et andet forbund/organisation, kan transfer bestilles hos Felis Danica. Bestilling af transfer indeholdende kattens navn, stambogsnummer samt den nye ejers navn og adresse skal ske på en, af Felis Danica godkendt, transferblanket. Transferblanketten skal indsendes via egen hovedklub til Felis Danicas stambogsfører.
Efter udstedelse af transfer, kan katten ikke bruges til registrering af afkom med Felis Danica registreringsnummeret, medmindre katten re-importeres til registrering i Felis Danica.

7. Øvrige bestemmelser
Ændringer i en, af Felis Danica udstedt stamtavle, kan kun udføres af Felis Danicas stambogsfører. Overtrædelse heraf medfører stamtavlens annullering.

7.1 Kopistamtavle/erstatningstamtavle
Er stamtavlen bortkommet/ødelagt, kan der ansøges om ny stamtavle via hovedklubbens stambogssekretær. Der skal medsendes en tro og love erklæring på, at originalstamtavlen er bortkommet/ødelagt. Ansøgning om kopistamtavle skal ske på en, af Felis Danica godkendt, kopistamtavle blanket.
Såfremt rekvirenten ikke er kattens opdrætter medsendes bevis for ejerskab (fx underskreven kontrakt).

7.2 Tvivlspørgsmål
Tvivlsspørgsmål kan forelægges Felis Danicas Avlsråd.

8. Afgifter
Alle afgifter skal betales til egen hovedklubs konti.
Takster for registrering vedtages på Felis Danicas Plenarforsamling og kan ses på takstblad.
Alle beløb er i danske kroner.

 

Ændret på Plenarforsamlingen i Nyborg 2023