Felis Danicas Diplomopdrætter uddannelse

Bliv diplomopdrætter!
Se listen over diplomopdrættere her.

Felis Danica udbyder en grundig uddannelse til medlemmer af hovedklubberne, Felis Danicas Diplomopdrætter uddannelse.
Uddannelsen er delt op i otte moduler, hver på ca. 4 timers undervisning efterfulgt af en skriftlig prøve (multiple choice) af en 15 minutters varighed. Således vil man skulle afsætte 4 hele dage til at gennemføre uddannelsen, og hvis man har svaret rigtigt på 80% af spørgsmålene i hver af de otte prøver, kan man kalde sig for Felis Danica Diplomopdrætter.

Indholdet i de enkelte moduler:

Modul 1A:
Organisation, FIFe regler, avls- og registreringsregler

Modul 1B:
FDkat, EMS-systemet, Import og eksport af katte

Modul 2A:
Kattehold inkl. dansk lovgivning, adfærd

Modul 2B:
Sundhed, vaccinationer, smitsomme sygdomme, hygiejne, arvelige lidelser

Modul 3A:
Genetik: Farver og sygdomme

Modul 3B:
Parringer, drægtighed, fødsler, killingernes udvikling

Modul 4A:
Købeloven, kontrakter, salg af killinger

Modul 4B:
Dig som opdrætter, formål med parringer, parringsaftaler, udstillinger, Etik og moral

Tilmelding foregår via kursus.felisdanica.dk

Afvikling af uddannelsen
De 4 første moduler afvikles i efteråret og de sidste 4 moduler afvikles i foråret, således at det er muligt at gennemføre hele uddannelsen på et år.

Der er ikke en bestemt rækkefølge, man skal gennemføre modulerne i, så hvis man ikke har mulighed for at deltage den dag, hvor modul 1A & 1B afvikles, betyder det ikke, at man er nødt til at vente et år med at komme i gang med uddannelsen. Det er bare med at få kigget i kalenderen og få sat kryds ved de datoer, der er aktuelle.

Før vi gennemfører uddannelsen, kræver det, at der er min. 15 deltagere tilmeldt. Der er også en øvre grænse, der især afhænger af de lokaler vi har til rådighed.
Hvert modul afvikles på skift øst og vest for Storebælt, så hvis et modul afvikles øst for Storebælt ét år, afvikles det vest for Storebælt det efterfølgende år. Ønsker man ikke at krydse Storebælt for at deltage i undervisningen, vil det tage 2 år at gennemføre alle 8 moduler.
Der vil komme invitationer med praktiske oplysninger på hovedklubbernes Facebooksider, på Felis Danicas hjemmeside og i KatteMagasinet, forud for hvert eneste modul.

Diplomopdrætter
Når du har gennemført alle 8 moduler og bestået de tilhørende prøver, får du et diplomopdrætterlogo, der betyder at du har ret til at kalde dig Felis Danica Diplomopdrætter. Denne titel må du reklamere med lige som du har lyst, såvel elektronisk f.eks. på din hjemmeside og selvfølgelig også på visitkort og lignende.

Logoet får du som en PNG-fil i 200x200 pixels lige til at sætte på hjemmesiden samt i skalérbart PDF-format, således at du kan få lavet logoet i enhver størrelse til ethvert formål, du ellers måtte ønske.
Du kan her se en liste over alle diplomopdrættere.

Økonomi
Det er ikke helt billigt at gennemføre de enkelte moduler, idet der skal lejes lokaler m.v. og på nogle af modulerne skal, der også betales for eksterne undervisere. Hvert modul koster kr. 225,00, og er inkl. frokost og forplejning. OBS! Frokost kan ikke fratrækkes beløbet, hvis man fravælger den, eller deltager på 2 moduler på samme dag. I beløbet er der inkluderet frokost samt kaffe/te og isvand/kildevand på dagen.

Nogle spørgsmål og svar

Spørgsmål Jeg har været opdrætter i mange år, kan jeg blive godskrevet for uddannelsen?
Svar Nej, de eneste som kan godskrives for dele af uddannelsen, er de som underviser på modulerne. De kan godskrives for den del af uddannelsen, som de selv underviser på, ikke for andet.
Spørgsmål Tæller deltagelse på en hovedklubs opdrætteruddannelse med til Felis Danicas uddannelse?
Svar Nej, Felis Danicas uddannelse er sat i værk for, at alle skal have mulighed for at modtage den samme uddannelse. Det er ønskeligt, at de enkelte hoved- og specialklubber fortsat laver supplerende uddannelse, og hvis du allerede har deltaget på en opdrætteruddannelse i andet regi, vil du sikkert have nemmere ved at bestå de skriftlige prøver.
Spørgsmål Hvorfor skal der være prøver?
Svar Titlen som Diplomopdrætter, skal du ikke kunne komme sovende til! Det skal ikke være nok, at du har siddet i lokalet, der er blevet undervist i, du skal vise, at du har tilegnet dig det stof, som der er blevet undervist i.
Spørgsmål Hvordan foregår de skriftlige prøver?
Svar Der er tale om multiple choice prøver. Dvs. at der er 15 spørgsmål og til hvert af disse spørgsmål, er der 4 svarmuligheder. Kun en af disse er det korrekte svar. Det gælder derfor om at følge godt med i undervisningen, så du ved hvilket af svarene, der er det rigtige.

Vi vil ikke forsøge at lede dig på vildspor, men det vil heller ikke være sådan, at der er tre helt fjollede forkerte svarmuligheder ved siden af det rigtige svar.

Du må bruge det udleverede materiale og dine egne noter som hjælp, når du skal udfylde prøven. Hvis du har læseproblemer (f.eks. er ordblind), så gør opmærksom på det til den, som forestår prøven. Så kan du få hjælp til at få læst spørgsmålene op.

For at bestå prøven, skal man have svaret rigtigt på min. 80% af spørgsmålene. Når man har været gennem alle 8 moduler og bestået alle 8 prøver, modtager man et diplom som bevis for, at man er Felis Danica Diplomopdrætter.

Spørgsmål  Får jeg at vide, hvilke spørgsmål jeg svarede forkert på? Og hvad sker der hvis jeg ikke bestod?
Svar  Nej, du får ikke at vide, hvilke spørgsmål du svarede forkert på. Hvis du ikke bestod prøven til et modul, har du mulighed for at deltage i modulet igen til næste år.
Spørgsmål  Får jeg at vide med det samme, om jeg bestod prøven?
Svar  Nej, du skal regne med, at der går nogle dage, inden du får svar. Vi skal lige have tid til at registrere, at du har bestået prøven til et modul, inden du får et svar.
Spørgsmål  Hvad nu hvis jeg ikke vil deltage i prøven, men blot deltage på undervisningsmodulet?
Svar  Det er selvfølgeligt frivilligt, om du vil deltage i prøven, men hvis du ikke består de 8 prøver, kan du ikke kalde dig Diplomopdrætter.
Spørgsmål  Hvad nu hvis jeg forlader FIFe/Felis Danica, efter jeg har fået tildelt mit diplomopdrætterlogo?
Svar  Hvis du ikke længere er medlem af en af hovedklubberne og dermed ikke længere stambogsfører gennem Felis Danica, må du ikke længere bruge dit diplomopdrætterlogo, hverken på din hjemmeside, Facebook, brevpapir, kontrakter eller andre steder. Du må naturligvis gerne gøre opmærksom på, at du har gennemført og bestået alle 8 moduler.

Copyright © 2023 Landsforeningen Felis Danica