Udgivelse af KatteMagasinet som fysisk blad stopper
Før jul blev vi orienteret om, at der var ændringer på vej hos vores samarbejdspartner, Min Ven Katten i Hobro. Fremadrettet bliver MVK en del af Inges Kattehjem, og det tror vi bliver en rigtig fin løsning for begge parter.
Det betød imidlertid også, at der var uklarhed omkring hvorvidt vi ville kunne fortsætte det blad-samarbejde, som vi har været så glade for. I går kom så udmeldingen fra JYRAK om, at klubben planlægger at udgive eget blad i hvert fald i 2024.
Dermed var sagen afgjort: der vil ikke blive udgivet yderligere udgaver af KatteMagasinet i denne omgang - økonomien hænger ganske enkelt ikke sammen.
Vi vil fortsætte med vores online tilstedeværelse, KatteMagasinet.dk, som vi håber I vil benytte jer af - både som opslagsværk og som modtager af interessante og underholdende artikler. Her er ingen deadline og her kan I til en hver tid få lagt relevant materiale op. Artikler og billeder sendes som sædvanligt til kattemagasinet@felisdanica.dk
Jeg skal beklage, at denne udmelding kommer med så kort varsel - vi havde håbet at kunne tage emnet op på det kommende specialklubmøde, men omstændighederne har altså fremtvunget en udmelding her og nu.