Roskilde Dyrskue 2023 – International udstilling

Felis Danica afholder kategori-opdelt international udstilling på Roskilde Dyrskue i 2023

Kære alle,

Som mange af jer nok er klar over, så har der igennem 25 år været fremvisning af racekatte på Roskilde Dyrskue.
Det har været en aktiv arbejdsgruppe der har drevet denne aktivitet med stor succes. Felis Danica har dog de seneste år været inde over som økonomisk garant, da det for os er indlysende, at selvfølgelig skal der være racekatte på de store dyrskuer. Roskilde Dyrskue har årligt har mellem 90.000-115.000 besøgende, og de skal naturligvis have mulighed for at lære vores skønne racer og katte at kende.

Derfor var det også helt indlysende, at det var Felis Danica, der skulle overtage ansvaret for vores deltagelse på Roskilde Dyrskue, nu hvor det gamle dyrskueudvalg har valgt at takke af efter mange års indsats - de fortjener en meget stor ros for at sætte racekattene på dagsordenen på dyrskuet.

Vi må samtidig erkende, at tilslutningen til fremvisninger ikke er så stor længere, og Felis Danica har derfor forsøgt at finde nye veje, og kan nu så småt præsentere et nyt koncept startende fra 2023. Vi har planlagt at lave en 3-dages kategori-opdelt international katteudstilling med Felis Danica som arrangører.I vil derfor snarest kunne se denne fremgå af FIFe-kalenderen.

Da det nedsatte udvalg kun er i opstartsfasen, kan vi desværre ikke besvare så mange spørgsmål endnu, hverken om dommere eller om hvilke kategorier der vil blive bedømt hvilke dage. Vi bestræber os dog på, at kunne offentliggøre en spiseseddel for arrangementet i løbet af januar/februar.

Datoerne ligger dog helt fast: dyrskuet løber af stablen fra den 2. til den 4. juni 2023, så I kan allerede nu godt sætte et stort X i kalenderen! Vi glæder os allerede meget!