Støtte og uddannelse

Mentorrådets sammensætning

  • Lisette Siigaard Henriksen (Formand) 
  • Lailah Andersen
  • Brian Daugaard
  • Tina Frederiksen
  • Flemming Vorbeck

Mentorrådet kan kontaktes på: mentor@felisdanica.dk

Mentorordningen... ”hvem, hvad og hvor?”

Mentorordningen under Felis Danica er et tilbud, der er tiltænkt både nye opdrættere, samt den mere erfarne, der mangler vejledning i sit opdræt. Her er en ekstra mulighed for at opnå et godt og seriøst fundament for sit opdræt. 

Ingen spørgsmål er for store eller små, og de erfarne opdrættere hjælper de nye opdrættere godt i gang, og deler ud af mange års erfaring. Eller er man opdrætter, men ønsker mere erfaring, hjælp og støtte, så kan man naturligvis også tilknyttes mentorer via Mentorordningen. Når man sælger killinger/katte til en nyopstartet opdrætter, så deler man ud af erfaringer og vejleder på bedste vis. Man kan stå i en situation, hvor man som sælger, ikke har tiden eller muligheden for at bistå alle spørgsmål, og her kan Mentorordningen være løsningen. Mentorordningen er kort sagt til for alle, der måtte have brug for ekstra hjælp og vejledning.

Mentorordningen fungerer i praksis ved, at man som opdrætter kontakter Mentorrådet på mentor@felisdanica.dk  - rådet består af 5 personer, som alle er valgt på Felis Danicas plenarforsamling. Disse 5 personer udgør Mentorrådet. Sammen gør Mentorrådet og mentorerne alt det man kan for at hjælpe, rådgive og vejlede de opdrættere der søger en mentor via ordningen. 

Efter en henvendelse til Mentorrådet, formidles kontakten til 2 mentorer. Så vidt muligt en med erfaring inden for ens egen race, og en som bor i nærheden rent geografisk. Disse to mentorer står herefter klar til at dele deres erfaring og viden med den nye elev, som denne efterfølgende kan bruge i sit eget opdræt. Man er tilknyttet mentorer i en periode, et typisk forløb er et par år, men der ikke nogen specifik tidsramme, så man udtræder af ordningen, når man er klar til at stå på egne ben Der vil løbende være opfølgning fra Mentorrådet til både mentor og elev.

Ordningen er gratis at benytte, blot kræves et medlemskab i en Felis Danica hovedklub.

Alle mentorer har ved opstart fået udleveret en grundmappe,  og der har desuden været et opstartsmøde for mentorerne. Mentorrådet vil være helt sikre på, at de mentorer der er tilknyttet ordningen, kan vejlede og dele ud af de mange erfaringer, de har gjort sig som opdrættere gennem mange år. Med de redskaber Mentorordningen kan tilbyde, så kan man som opdrætter komme godt i gang fra start. Som opdrætter under Felis Danica må man aldrig føle, at man står alene.  

Mentorrådet følger op på mentorer og elever hvordan det går i forløbet. Dette foregår efter den første måned og derefter hvert halve år. Mentorrådet har tæt kontakt til mentorerne, så disse kan komme med input og gode ideer, så ordningen hele tid er up to date. Eleverne har naturligvis også altid mulighed for at komme med forslag samt ris og ros til ordningen. Man skal blot skrive til mentor@felisdanica.dk

Mentorordningen har nogle år på bagen, hvor tilfredse elever er blevet klædt godt på til fremtiden som opdrætter. Flere elever har meldt tilbage, at de har fået meget glæde af ordningen, og de oveni det, også har fået rigtig gode relationer til deres mentorer. Både hovedklubber og specialklubber er gode til at oplyse om ordningen.

Vi håber at vi med denne præsentation kan få flere gjort opmærksom på mentorordningen, og håber at få udbredt tilbuddet til så mange som muligt. 

Mentorrådet står også for Diplomopdrætteruddannelsen, og mange medlemmer under Felis Danica har allerede gennemgået -  og bestået de 4 moduler uddannelsen består af. Og det er til stor glæde for Mentorrådet og Felis Danica, at så mange viser interesse for uddannelsen. Med uddannelsen bliver medlemmerne undervist i love og regler, der har med kattehold at gøre. Uddannelsen favner bredt, og kommer bla. omkring opdræt, købelov, genetik og sygdomme.  Felis Danica ønsker det bedste for kattesporten.

Mentorrådet er ikke en erstatning for, men er tiltænkt som et supplement til konsulenterne i hovedklubberne og specialklubberne under Felis Danica, så vi sammen kan få endnu flere gode og seriøse opdrættere indenfor kattesporten. 

Med venlig hilsen 
Mentorrådet under Felis Danica